Æggeblommekartofler:

Jeg har i længere tid ønsket mig at blive klogere på kartofler. Der er så mange forskellige slags og alligevel er en kartoffel blot en kartoffel i min bog.(ok.. en kartoffel og en bagekartoffel og så måske en ny kartoffel – men stadig ikke mange kategorier hvis man tænker på hvor mange såter der er) I lørdags skulle vi ud og plukke æbler hos mine forældre, der har et enormt belle de boskoop træ i haven. Som en naturlig ”fra-jord-til-bord” beslutning bestod aften menuen af æbleflæsk. I min familie spiser man kartoffelmos til æbleflæsk så her var en oplagt mulighed for at gå kartoffel-amok.

På et af udendørsarealerne ved torvehallerne ligge et stade der har økologiske varer, hovedsageligt frugt og grønt. Tanken her er at de vare de har skal være i sæson og må ikke hentes længere væk end en times kørsel i bil. Varerne er fra gårde på Sjælland og i Skåne og så lokale som det næsten kan blive, hvis man ikke selv vil være involveret i dyrkningsprocessen. Det må siges at man her tager et bæredygtigt køkken helt alvorligt og meget bogstaveligt. Her stod en kasse æggeblommekartofler og jeg investerede i godt et kg. til den nette sum af 28kr. (til sammenligning koster 1,5kg øko kartofler i netto ca 15kr.) Så det er en luksus ting i vores nok lidt skrabede madbudget. Jeg kunne huske at Price'rne havde lavet kartoffelmos af disse helt små kartofler og besluttede mig for at prøve lykken. Senere fandt jeg ud af at æggeblommekartoflen har en fast konsistens og ellers egner sig godt til kartoffelsalat og brunede kartofler. Så en 2^end date for mig og æggeblommekartoflen er nok ikke at udelukke:)

Æggeblommekartofler er ret små og temmelig knollede. Det er som om de er fulde af små dale man ikke bare kan skrælle hen over men må gå efter med spidsen af skrællekniven. (billede) Det skulle vist også være en af grundene til at den ikke længere er en del af mainstream sortimentet i den danske detailhandel. Det tager simpelthen for lang tid at skrælle dem. Heldigvis havde jeg været ”for-klog” og taget de største kartofler i kassen og samtidigt valgt at lave to slags mos og sparede på den måde mig selv for lidt arbejde. Heldigvis var vejret jo fantastiske i lørdags, så man skal ikke kimse af hyggen ved at sidde og skrælle kartofler i solen mens ungerne slår søm i og Rasmus og min far plukkede æbler og røger bacon

Opskriften på kartoffelmos med æggeblommekartofler endte således:

ca. 1 kg. Æggeblommekartofler

50g smør

1dl varm mælk

salt og peber

Kartoflerne koges møre i vand uden salt og vandet hældes fra. Smørret tilsættes og kartoflerne moses, jeg bruger en elpisker. Jeg kan godt lide at der er lidt ”bid” i mosen og at der er hele stykker kartofler tilbage. Det kommer an på hvad den skal bruges til og hvad man godt kan lide. Efter at have kørt en tur med elpiskeren blandede jeg den varme mælk, salt og peber i med en dejskraber for ikke at ødelægge klumperne. Mosen blev meget fast og ½ dl mælk mere havde ikke gjort nogen skade.

Det er lidt skægt at skulle skrive om hvordan noget smager. Det smagte godt. Men hvad mere og hvorfor? Det er interessant at vi bruger så mange ord på alt muligt andet i vores liv, men når det kommer til stykket er det faktisk ret svært at beskrive hvad ting smager af. Jeg sad oven i købet og tænkte da jeg spiste den, at nu skulle jeg tænke på hvad det smagte af så jeg kunne skrive det ned.

Så her kommer det første forsøg:

Kartoffelmosen havde en god fast konsistens, men alligevel var det en blød cremet fornemmelse i munden. De hele stykker kartoffel der var tilbage var ikke smattede men faste og gav mosen en lidt rustik karakter som jeg syntes passer godt til æblerne og flæsket. Mosen var ikke melet som jeg nogle gange har oplevet at den kan blive med bagekartofler. Måske er det godt at bruge spisekartofler hvis man gerne vil have en mere cremet mos – eller måske har det noget med kogetiden og kvaliteten af kartoflen at gøre, det vil tiden vise når jeg får opbygget min kartoffel repertoire. Smagen var fin og rund. Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det – den smagte af kartoffel, på en god måde. Måske nærmest sådan en det-er-jo-det-der-er-i-måde - af kartofler, smør og salt og peber og ikke så meget pjat. Jeg prøvede at pifte min æbleflæsk op med lidt løg og selleri der var stegt på panden inden æbler og lidt sukker kom i til sidst. Det var faktisk ok. Det smagte som lidt søde ristede løg, mere hen af brændende kærlighed faktisk. Men æblerne og selleri var godt sammen og er helt sikkert værd at have i spil når vi skal have brændende kærlighed her en gang i efteråret (nu har vi jo netop fået 6kg bacon i husholdningen:) Min far lavede min farmors udgave af æbleflæsk hvor æblerne skrælles, skæres i tern og steges til det begynder at smatte ud og til sidst tilsættes sukker så de har en sødme samtidigt med syrligheden. Det vinder klart, med flere vognlængder. Der er bare nogle klassikere man ikke skal pille for meget ved. Den cremede mos og de syrlige og søde æbler sammen med et stykke sprødt flæsk, det er altså en god kombination - både af smagsindtryk og forskellige typer konsistens.

Det blev et temmelig lang første indlæg om en lille bitte kartoffel og en masse side historier.

Frøken Bunch